Konfirmandundervisning – hjemmeopgave 3. februar 2021

Kære konfirmander

I denne uge skal I læse kapitel 8 og 9 i “Menneskesønnen” og besvar følgende i jeres notesbog:

  • Vælg et billede, som i særlig grad sagde dig noget. Skriv om billedet og hvad det satte gang i hos dig (husk at notere sidetal og lav en kort beskrivelse af billedet, så jeg kan finde det i bogen).
  • Noter eventuelle spørgsmål eller kommentarer til kapitlerne.

Judas forråder Jesus ved at fortælle romerne, hvor Jesus opholder sig, så de kan komme og tage ham til fange. Grunden til at Judas gør det er, at han lader sig friste, fordi han får penge for at gøre det.

Vi kan alle lade os friste af noget, og vi kan alle lade os friste til at gøre noget, selvom vi inderst inde godt ved, at det ikke er noget godt, vi har gang i.

Herunder er der 7 spørgsmål, hvoraf du skal vælge 3 og besvare dem i notesbogen (husk også at skrive spørgsmålet eller dets nummer, så jeg kan se, hvad du svarer på):

  1. Hvad kunne du lade dig friste af?
  2. Har du oplevet at lade dig friste – og hvordan havde du det bagefter?
  3. Kunne du friste andre til at gøre noget forkert?
  4. Kommer det onde indefra eller udefra?
  5. Er der forskel på at gøre en ond handling og at være ond?
  6. Er ensomhed godt eller ondt?
  7. Er det forkert at være alene?

Som altid er det kun mig, der skal se jeres svar – og hvis vi snakker om det i konfirmandstuen, når vi kan samles igen, vælger I selv, om I vil fortælle det, I har skrevet 🙂

Husk også at skrive i din notesbog om du har været i kirke siden sidste uge (hvor og hvornår).

Vi høres ved 🙂

/Maja